1.2 Benægtelse

Benægtelse er nøglen til alkoholisme. Det er altid en sygdom som du ikke erkender, eller ikke vil erkende, at du har. Benægtelse er et almindeligt menneskeligt svar på ulykke: derfor benægter mange mennesker symptomerne og sygdommen uanset grunden. På den lange vej som alkoholikeren tager imod mental, psykisk og moralsk forfald, er den første ting der forsvinder normalt ærligheden. I starten er der små løgne. Og allerførst de løgne som alkoholikeren giver sig selv:

Jeg har kun drukket to... Jeg har ikke drukket i en uge... Jeg drikker ikke så meget som...[Tom, Jose, Sergei, Svetlana, Sarah...]

Dette udvikler sig så til at alkoholikeren lyver overfor dem der omgiver ham. Ethvert forsøg på at snakke med ham om emnet bliver afvist eller nægtet at tale om. Synd bliver ikke anerkendt. Med det samme er vi oppe imod et moralsk problem. At lyve er en synd, i denne sammenhæng. Og som vi ved så godt fra Skriften, det ikke-genfødte hjerte er bedragerisk (Jer. 17:9). ‘Djævlen’, i vores egen tale til os selv, er en bedrager; vi bedrager os selv til at synde. Sjældent hærder vi os selv i oprør imod Gud og Hans veje. Vi retfærdiggør vores handlinger, fortællende os selv at vi er et specielt tilfælde, at i vores tilfælde er vores opførsel berettiget. Alkoholisme begynder således med løgne, til en selv, til Gud, og sidenhen til andre. Alkoholikeren havner i en tilstand af et levende spindelvæv af løgne, delvist fordi dem omkring ham ofte ender op med at støtte ham. De lyver om hvor meget han drikker, de dækker for ham, laver undskyldninger. Dette betyder ikke at dem omkring ham er skyldige. De er blevet fanget af frøsyndromet- en frø vil hoppe ud af kogende vand, hvis smidt i det. Men, hvis frøen bliver sat i koldt vand som så langsomt varmes op til det koger, så vil frøen blive i det kogende vand selvom vandet ødelægger frøen. De ædru medlemmer af alkoholikerens støttegruppe bliver nødt til at erkende, at sådan er situationen. Virkeligheden skal konfronteres hvis der skal gøres fremskridt og opnås en tilbagevenden til normalt liv, eller i det mindste liv som Gud ville det. Dog er en speciel fare ved sygdommen alkoholisme, at den knokler for at ikke lade virkeligheden blande sig i de problemer som den forårsager. Alkoholikeren vil fokusere på detaljer- “Jeg spiste ikke børnenes mad som du beskyldte mig for...Det gjorde jeg virkeligt ikke...du har stadigvæk nogle penge i din pung...Jeg drak øl, ikke vodka...”; dog er dette blot en måde at undgå at kigge på det skrækkelige store billede, og på at flygte fra virkeligheden. ‘At nå frem til sandheden’, i den bredere betydning af udtrykket, er hvad helbredelse drejer sig om. Alkoholisme er en sygdom i sjælen, et nedbrud af personligheden; helbredelsen er en gendannelse af personligheden i Guds billede.

Løgnene spreder sig i takt med sygdommen, og flere og flere mennesker bliver trukket ind i spindelvævet af usandheder. Dette er hvorfor alkoholisme er den alvorlige synd, som Bibelen angiver den som. Fordi usandhed og bedrag er lige netop det modsatte af den tankegang som Faderen søger. Han ser lige igennem os og vi burde være gennemsigtige foran Ham, hvis vi tror dette. Alkoholikeren lægger altid rænker for at sikre sig, at pengene og alkoholen vil være til rådighed, og at der vil være tiderne og stederne til at blive fuld. Løgne skjuler rænkerne, hvorefter flere løgne påkræves for at gøre disse løgne acceptable. Den løgnagtige livsstil fører ofte til, at de lyver om ting som de end ikke behøver lyve om- det bliver kronisk. Det er hele denne perifære opførsel som skal rettes, når alkoholikeren helbredes- det er ikke blot et spørgsmål om at indtage alkohol og stoppe indtagelsen af alkohol.

En klassisk fejl, iblandt dem der bekymrer sig om alkoholikeren, er at afpresse et løfte om at aldrig drikke igen. Alkoholisme handler om selvbedrag, løgne, gentagne fiaskoer. Det er en del af alkoholisme, at alkoholikeren ikke holder sådanne løfter. Indtil han kommer over benægtelsesstadiet. Yderligere gælder at følgen af det brudte løfte er, at det styrker alkoholikerens skyldfølelse og selvhad; disse er grundlæggende årsager til at han eller hun drikker i det hele taget. Det forstørrer blot problemet.

Alkoholisme er svært at forklare udfra “hvorfor” det sker. Vi kan ikke se årsagerne. Alligvel er vi normalt bedre udrustede til at løse problemer, hvis vi ved “hvorfor” det skete. ‘Mysteriet’ bag alkoholisme er en af faktorerne som gør det svært at acceptere, at man har denne sygdom. Dette skal måske påpeges kærligt overfor alkoholikeren. På et niveau bliver vi nødt til at glemme ‘hvorfor’. På et andet niveau, hvis årsagerne til alkoholismen i det mindste er delvist kendte, såsom uløst misbrug i barndommen, behøver disse også at blive håndteret samtidigt med alkoholismen -- ellers, hvor alkoholmisbrug bliver brugt som en løsning, kunne det simpelthen blive erstattet af en anden mekanisme, en som er lige så ødelæggende. Men virkeligheden er, at alkoholikeren er en alkoholiker. At acceptere det uforklarlige med det samme, kaster alkoholikeren ind i tro på Gud, den vage ‘højre magt’ som Alcoholics Anonymous taler om i deres ‘12 trin’. Alkoholismens mysterie tvinger en til at vende sig til Gud; det uforklarlige må simpelthen accepteres. Dette er helt sikkert hvorfor den ateistiske psykiater Carl Jung indrømmede at være ude af stand til at behandle alkoholisme. Den kan ikke helbredes af hverken medicin eller psykologi. Erfaringen af at kæmpe med synden / sygdommen lærer, at i sandhed “mennesket ikke bestemmer sin vej; det står ikke i den vandrendes magt at gøre sine skridt faste” (Jer. 10:23). Og dette forklarer hvorfor selv ikke-troende alkoholikere ser ud til at have en forstørret spirituel forståelse i deres besværligheder. Vi bliver nødt til at udnytte Guds sandhed i opgaven med at tage disse kæmpende mænd og kvinder opad og dybere i deres forvirrede fornemmelse for Gud og Hans sandhed.

Som en slutbemærkning- husk at alkoholisme ikke kender grænser. Den har påvirket præsident til bonde i Ruland [og alle trin indimellem]. Der er en stereotype, at flere mænd end kvinder bliver ramt, men dette bliver mindre og mindre sandt selv i Rusland. I USA er omkring 50% af alkoholikerne kvinder. Og det er blevet observeret, at fordi kvinder udsættes for et større socialt sår end mænd, er det langt sværere for kvinder end for mænd at slippe fri af ‘benægtelsesfasen’. Deres familier bliver nødt til at være opmærksomme på dette faktum.

Nærstudie Følgerne af at tro, at Gud ser og ved alt

Ingen hemmelige synder

Job vidste dette, og derfor kommenterede han, at det er umuligt, at han f. eks. ville længes efter en kvinde, hvis han virkeligt troede (som han hævdede at han gjorde) at Gud er altvidende. "Hvorfor så skulle jeg tænke på en tjenestepige [som hans venner antydede at han havde gjort]? Ser han [Gud] ikke mine veje og tæller alle mine trin?" (Job 31:4). På samme måde blev Gud nødt til at påminde Israel: “Hvem kan skjule sig på steder hvor jeg ikke kan få øje på ham? siger Herren. Er det ikke mig, der fylder både himmel og jord? siger Herren.” (Jer. 23:24). Sammenhængen beder folk om at stoppe deres synder. Vi burde knokle for at komme i Riget, fordi Gud kender absolut hver eneste af vores tanker and handlinger og vil til sidst dømme dem (Heb. 4:11-13). Bjergprædikenen er virkeligt baseret på, at omsætte den viden, at Gud ser og ved alt til daglig praksis. Vores tanker er identiske med vores handlinger; og alligevel tænker vi ofte, at det faktum, at vi er smarte nok til, at ikke udtrykke dem i handlinger på en eller anden måde, er en mindre fiasko. Og alligevel ser Gud vores tanker langt væk fra. Erkendelsen af dette vil hjælpe os til, at undgå den største fare i det religiøse liv: at have en ydre spiritualitet når vi indeni er døde. Fred Barling bemærkede: “Gud elsker den mand der er ægte hele vejen igennem; en i hvem “udenpå” og “indeni” er det samme; en hvis fremtrædende filosofi er “Du, Gud, ser mig””. Bemærk hvordan Herren Jesus åbner hvert eneste af sine breve til kirkerne med rubrikken: “Jeg ved…”; Hans altviden om Hans folk regnes for at motivere den rette opførsel. Han kritik af disse kirker antyder at de ikke værdsatte det faktum at Han kendte dem og deres veje. Hannah tænkte over Guds altviden; og på dette grundlag bød hun Peninah at ikke være stolt og ikke bruge hårde ord imod hende, netop på grund af dette: “Hold op med jeres store ord, fræk tale må ikke udgå af jeres mund, for Herren er en Gud, der ved alt, af ham prøves hver en gerning.” her og nu, fordi Han ser og ved alt (1. Sam. 2:3).

Det hebræiske sprog afspejler visse virkeligheder om Guds veje. Det almindelige hebræiske ord for ‘at se’, specielt når brugt om at Gud ‘ser’, betyder også at ‘at give’. Abraham trøstede Isaac at “Gud vil se selv udse sig [AV ‘give’] et offerlam” (1. Mos. 22:8); og således udlægger RVmg. ‘Jehovah-Jireh’ som betydende ‘Herren vil se, eller give’ (1. Mos. 22:14). Det samme ord bruges når Saul beder sine tjenere “at give” ham en mand (1 Sam. 16:17). Da Hagar sagde “Du er Gud, der ser” (1. Mos. 16:13), udtrykte hun taknemmelighed for Hans gave til hende. I praksis betyder dette, at det faktum at Gud ser og ved alt betyder, at Han kan og vil derfor give os omstændighederne i livet; for Han ser og ved alle ting.

Åbenhed overfor Gud

Det faktum at Gud ser og ved alt betyder, at vi lige så godt kan åbne vores liv op for Ham i bøn og meditation. Jeremiah "afslørede min sag" foran Herren fordi han vidste at Gud "ransager hjerte og nyrer" (Jer. 11:20). Dette er måske hvorfor mænd som Jeremiah var en smule 'hårdhændede' med Gud; uanset hvad de følte om Gud, så fortalte de det til Ham. De vidste så godt at Gud kendte deres tanker...der var intet formål i at sige fine ord til Gud i bønner, samtidigt med at de følte hårdere for Ham i deres hjerter. Salmisterne taler til Gud på en langt mere ‘hårdhændet’ måde end vi gør. De hælder deres følelser ud, deres vrede og deres frustration over deres fjender, deres manglende evne til at forstå hvordan Gud arbejder…og de lader det hele frit. De ser ikke ud til at have reservationer overfor Gud; de taler til Ham som om Han er deres ven og bekendte. David tigger Gud om at ‘skaf mig min ret!’ (Sl. 35:23), han indvender at han har retten og at han længes efter at Gud dømmer ham. Ligeså gør profeterne, i de indskydelser de sommetider laver som kommentar til den profeti de lige har udtalt. David ser ofte ud til at have følt “Forbandet være disse folk!”, men han hælder dette ud på Gud og beder Ham om at forbande dem. Når vi ligesom David føler, at vores fjender er uretfærdige kan vi:

1. Søge hævn. Men dette er ikke en handlemåde der er os tilladt, bibelsk set.

2. Nægte følelserne af smerte og vrede. Og dog, de kommer frem på en eller anden måde. Og vi slutter os til de millioner af sårede folk i denne verden som ‘afreagerer’ på en eller anden måde på andre.

3. Eller vi kan gøre som David ser ud til at have gjort. Tage følelserne, fuldstændigt som de er, uden at de hårde kanter er slebet af…til Gud selv. Hælde dem alle ud under bøn og lade Ham ordne problemet. Som kommentar bemærkes at dette passer med moderne psykiatris konklusioner- vi kan ikke undertrykke vores følelser, så vi bliver nødt til at udtrykke dem på en passende måde.

Den sidste mulighed er sådan som jeg udlægger de fordømmende salmer. Disse anfald af følelser blev læst af Gud som bønner. Skribenten af Salme 137, siddende vred og frustreret ved en babylonsk flod, med hans harpe hængende på en pilegren, bliver hånet (“pint” Sl. 137:3 RVmg.) af de sejrende babylonske soldater, der førte ham væk som fange…han føler sig så rasende på dem. Specielt da de prøvede at få ham til at synge en af tempelsangene (“syng for os af Zions sange”). Og hans sind hopper fra smerte til smerte, som en bitter mands sind gør. Han huskede, at da Babylon havde invaderet, hjalp edomitterne ikke deres hebræiske brødre (Obad. 11,12). De havde opmuntret de babylonske soldater til at rive templet ned, ved at sige “Rasér det, rasér det, helt ned til fundamentet”. Så i vrede og bitterhed beder denne jøde, i tårer mens han husker Sion, “O datter af Babylon …lykkelig vil han være som belønner dig som du har tjent os. Lykkelig skal han være som tager og knuser dine børn mod klippen” (Sl. 137:8-9). Gud opfatter disse vrede ord som en bøn og på en eller anden måde vil de blive opfyldt. Fordi disse ord bliver fulgt op i Johannes Åbenbaring 18:8 og angiver hvad der til sidst vil ske med Babylon. Hendes åndelige børn vil blive smidt imod klippen Kristus, stenen fra Daniel 2:44, ved Hans genkomst. Han vil smadre de Babylon- anførte folk der går imod Ham.

Dette gør disse salmer til en udfordring for os, ved det, at de viser hvorledes vores tidligere brødre hældte deres sjæle, deres vrede, deres tvivl og deres frygt, deres glæde og også deres overflod…til guden der hører bønner, til den gud der føler dybt for os, som føler vores følelser, som ser og ved alt i menneskets hjerte, endda endnu mere igennem vores Herre Jesus Kristus. Og vi må spørge, om vores bønner er af en sådan kvalitet, eller om vi er faldet i middelmådighedens dynd, de samme standard fraser, de samme gamle ord og temaer… og meget værre, kan det være, at vi tror at Gud kun ser og hører de ord vi siger til Ham i formel bøn, og affejer alle vores følelser og tanker? Når vi ser, at Han ser og ved alle ting, lad os så hælde alt hvad der er i os ud foran Ham. Og vi vil opdage at det er vidunderligt terapeutisk, når vi kæmper imod vrede og smerte.

Vores ord

Paul forsikrer to gange sine læsere, at han taler sandheden fordi han taler i Guds åsyn og med Guds tilstedeværelse (2 Kor. 2:17; 12:19). Det faktum at Gud alle vegne er tilstede igennem Hans ånd, altså at Han eksisterer, burde i det mindste få os til at være ærlige. På Dommedag vil det fordømte Israel vide, at Gud hørte hvert eneste af deres ord; men hvis vi accepterer dette faktum nu, vil vi blive påvirket i vores ord allerede nu. Og med vores ord vil vi blive berettiget (Ez. 35:12). Overvejelser om Guds alvidenhed får os til at beundre Hans følsomhed overfor menneskelig opførsel. Hannah fortæller Peninah at han ikke skal tale så stolt fordi “Herren er en vidende gud, handlinger bliver ikke dømt”, altså de bliver ikke dømt med det samme, men de vil garanteret blive dømt (1 Sam. 2:3).

Fordi Gud ser og ved alt, må vi erkende at Han erkender de usagte implikationer af vores ord. Jobs angrende ord fra Job 40:5 bliver set af Gud som om Job faktisk fordømmer Gud, fordi antagelsesvist blev de blot sagt som en maske hen over Jobs indre følelser, at Gud havde været uretfærdig overfor Job (Job 40:8). Men når Job bruger grundlæggende de samme ord i Job 42:6, så accepterer Gud dem. Guds evne til at se indtil kernen skal derfor ikke kun påvirke vores ord, men frembringe en ærlighed i vores hjerter, bag de ord vi bruger.

Opmærksom på Gud

Der er måske en formålstjenlig flertydighed i den hebræiske tekst i Es. 44:22: “O Israel du bliver aldrig glemt af mig” bliver udtrykt i RVmg: “du skulle aldrig glemme mig”. Det faktum at Gud aldrig glemmer os, burde være en inspiration til at ikke glemme Ham i den daglige gænge. At opføre sig som om Gud ikke ser alle vores gerninger er effektivt at benægte Hans eksistens. Babylon reagerede som hun gjorde fordi hun ræsonnerede at “Ingen ser mig...Jeg er, og der er ingen udover mig” (Es. 47:10). De overtog selv Guds sprog, de troede sig Gud, ved at de troede at deres gerninger ikke blev set af en højere magt. Og vi har alle en forfærdelig, skræmmende tendens til at gøre dette.