3.2 Gennemsigtighed og overbevisning

Overbevisning om synd

Alkoholikeren bliver nødt til at komme til erkendelsen, at hvad han gør er forkert- ikke blot skadeligt for ham selv, men forkert overfor Gud. Alkoholikere mangler normalt den selvrespekt og har så svagt et billede af sig selv, at blot fortælle dem, at ‘du skader dig selv’ ikke vil gøre meget forskel. De skal overbevises overfor Gud om at de foruretter Gud, deres skaber og øjeblik-for-øjeblik støtte. Så, hvad er galt med alkoholisme? Det er et temmeligt begrænset argument at svare: ‘Fordi Bibelen siger at det er forkert’. Ja, bibelen forbyder alkoholisme. Men der er en årsag til Guds principper, de er ikke tilfældige; og alkoholikeren vil nok ikke være åben overfor argumenter der siger ‘gør dette og gør ikke det, fordi en højere magt siger så’.

- Alkoholisme er baseret på en fortsat løgnpsykose. Overfor en selv, overfor dem omkring. Det er ikke en lejlighedsvis løgn. Det er en situation hvor løgnen styrer ens liv. Sandhedens Gud kræver af os, at vi er ærlige overfor Ham og at vi ‘lever sandheden’, så at vi kan være Hans børn.

- Vi skal leve åndens liv, ikke kødets liv. Med kødet kan vi ikke behage Gud. Derfor må vi ikke indordne os under vores køds behov for at tilfredsstille sig selv (Rom. 13:14). Med alkohol omkring sig gør bonden, der bevidst brygger alkohol, lige præcist hvad Gud siger at han ikke må. Den slags er, at planlægge og forberede, at vores kød tilfredsstiller sine lyster. Fremskreden alkoholisme er en nøje planlagt væremåde- alkoholikeren planlægger dygtigt at manipulere alle omkring sig så han eller hun kan få adgang til alkohol og fortsætte med at bruge det.

- Selvom, på en måde, at “alle ting er lovlige”, så er de ikke tilladt af Gud, hvis de får os til at blive underlagt deres kraft (1 Kor. 6:12; 10:23). Alkoholisme er klart en situation hvor personen er blevet slavebundet. Gud vil at vi tjener Ham som frie væsener; Kristus gav os frihed igennem korset (Gal. 5:1). Derfor må vi ikke ophæve korsets virkning ved at overlade den frihed til slaveri i synd.

- Alkoholisme er en indlært og vedvarende modstand imod at elske. Ligegyldigheden overfor en selv og overfor andre er inkompatibel med det grundlæggende i Jesu lære og eksemplet Jesus. [Ligegyldigheden er kun tilsyneladende; ikke ægte. Alkoholikeren er i virkeligheden slet ikke ligegyldig, og er opsat på det bedste- men føler at han bliver nødt til at drikke]. Hvis vi ikke har blot en smule af Hans ånd / livsstil og tankegang, så er vi ikke Hans. Dette betyder, selvfølgeligt ikke, at alle alkoholikere ikke er Hans. Alkohol ødelægger uværgeligt familier; og hvis en mand ikke bekymrer sig om sin familie, så er han “værre end en vantro” (1 Tim. 5:8).

- Vi skal være åbne overfor Gud. Alkoholisme forhindrer os i at kende os selv, at kende vores mønstre, vores kroppe, vores smerte, vores forhold....når vi, ifølge Guds ord, skal konfrontere dem ved Hans nåde.

Ansvar

Bibelen lærer os, og dette er et hovedprincip iblandt os, at viden er relateret til ansvar. Jeg er i denne sammenhæng ikke det mindste interesseret i hvordan dette påvirker os i spørgsmålet om hvem der vil genopstå og hvem der vil blive dømt. Forklaret enkelt, så er det sådan, at hvis vi ved, så har vi et ansvar for at handle i overensstemmelse med den viden. Alkoholikere behøver hjælp til at tage et større ansvar for deres opførsel; denne betydning af ansvar er i dem erstattet af en selvovervindende selvmedlidenhed. En strategi med den kristne alkoholiker, eller endda for den ikke-troende som har lidt kendskab til evangeliet, er at minde dem om eller lære dem et grundlæggende kendskab til Gud. At de er Hans børn, skabt i Hans billede for at afspejler Hans herlighed, af afgørende betydning for Ham; at Hans søn havde samme natur som dem men aldrig nogensinde syndede, og gav sit liv som deres repræsentant, dermed afkrævende et svar fra os til Ham. Dette er hvor jeg tror at prædike evangeliet kan gå hånd i hånd med rådgivning og omsorg for alkoholikeren. Jo mere de ved om den ‘højere magt’, jo mere ansvarlige er de overfor Ham; og en følelse af ansvarlighed overfor den ‘højere magt’ er af afgørende betydning for at give motivationen til at stoppe med at drikke.

At erkende vores begrænsninger

At erkende menneskets begrænsninger er nøglen til A.A.'s 12 trins program. Den der yder omsorg for alkoholikeren bliver nødt til at erkende, at han eller hun ikke kan være alkoholikerens Frelser. Ændring kan ikke gennemtvinges. Og dette kaster os tilbage til det mest grundlæggende spørgsmål. Tror vi at Jesus mente ‘Frelser’? Tror vi på Ham? Faderen og Sønnen er de eneste der kan transformere menneskeliv. Vi kan bede om, at de gør dette, og ivrig bøn følger af en korrekt reaktion på alkoholtragedien. Men vi er selv magtløse. Alkoholikeren skal også selv erkende dette. Romerbrevet 7:15-25 skal læses til alkoholikeren igen og igen. Fordi her har man næsten en verbal beskrivelse af enhver alkoholikers indre kamp:

“For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig. Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig. Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer. Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!”.

Når vi søger at gøre godt, så er ondt tilstede sammen med os. Åh stygge væsener som vi er. Men disse ord handler ikke specifikt om alkohol. De handler generelt om synd. Vi bliver alle grundlæggende grebet af alkoholpsykosen. Og alligevel truimferer Paul hele vejen igennem Romerbrevet 8 at, takket være Gud, så har vi igennem Jesus Kristus en måde at flygte. A.A.'s vage ‘højere magt’ bliver her defineret specifikt. Det er kun stolthed som får os alle, hvad enten vi er alkoholikere eller folk der bekymrer sig for dem, til at afvise at acceptere fuldstændigt behovet for Faderens og Sønnens herlighed. Vi har en tendens til at tro, at alene med vores egen styrke vil vi komme igennem problemet.

Ydmyghed og kærlighed til andre er så grundlæggende. De mest tragiske sager er alkoholikere der blev ædruelige for nogle år siden og så vendte tilbage til alkoholismen- ofte fordi de er ophørt med at arbejde med andre. I næsten alle sagerne begyndte de at drikke igen pga. stolthed og modvilje imod at erkende deres begrænsninger. Hovmod går virkeligt forud for ulykke (Ordsp. 16:18). Jeg har også bemærket en klar stolthed i folk der kun har været ædru i en måned. De er stolte af at det er sket. Desværre får stoltheden dem til at glemme deres begrænsninger, deres behov for Gud, og de falder tilbage i synd.

Under Guds dom over mennesker vil det blive gjort klart, at det var virkeligt upassende at mennesket, lavet af ler, undertrykte sine medmennesker (Sl. 10:18). Respekt for andre mangler virkeligt i vores egoistiske naturer. Men jo mere vi overvejer vores egen ubetydelighed, som skabelser af støv, jo mere vil vi indse, at misbrug af andre er upassende. Og vi behøver ikke at vente til Dommedag med at se dette- fordi vi kender menneskets dødelighed og beskaffenhed fra grundlæggende bibellære. Sammenhængen mellem vores dødelighed og vores ydmyghed bliver bragt frem i Pauls beskrivelse af vores nuværende tilstand som værende “vores fornedrede krop” (Fil. 3:21). At vide at vi er dødelige burde gøre os ydmyge.

Vores tro på Gud bliver svækket af vores uretmæssige tro på menneskeheden. Vi stoler snarere på en læge, en håndværker, en venlig nabo, os selv...før vi kaster os foran Gud som en sidste udvej. “Stol ikke på mennesket, hvis åndedrag er et vindpust; hvad regnes det for?” (Es. 2:22) sammenlignet med Israels store Gud? Job 27:9,10 ser ud til at sige [selvom den hebræiske tekst er temmeligt uklar], at alle mennesker på deres dødsleje råber til Gud i en eller anden form for bøn; men en tro på menneskets dødelighed vil medføre, at den retskafne mand har levet et liv fyldt af bønlig skrigen til Faderen, hvilket vil være i sammenhæng med hans sidste skrig til Gud på hans dødstidspunkt. En klar fornemmelse af vores dødelighed vil føre vores bønnefyldte, ivrige kontakt med Faderen alle vore dage. Dermed giver destruktion og død indsigt ind i den sande visdom (Job 28:22). Alkoholikeren og hans familie står overfor disse ting. Den eneste, eneste vej forude er at erkende vores svaghed som mennesker, og herligheden og styrken af Faderen og Sønnen som elskede os mere end vi vil nogensinde forstå.

Nærstudie

Sandheden: En bibelsk analyse

Vi søger alle efter en eller anden overfor hvem vi kan være fuldstændigt ærlig og sårbar, som vil vise os nåde, integritet, fortrolighed og kærlig forståelse. Hver gang vi finder en sådan person og de svigter os, bliver vi drevet længere ind i os selv. I dette ligger synden at sladre, bryde lovet fortrolighed og forrædderi; og som et samfund bliver vi virkeligt nødt til at kigge dybt på os selv og se om den måde vi behandler hinanden fører os tættere på Faderen og hinanden, eller dybere ind i os selv. Pga. vores gentagne dårlige erfaringer med folk, driver vi så let ind i overfladeniveau, falske forhold. Vi taler om sikre emner, uden at afsløre de virkeligt private dele af vores hjerter. Fejltagelser bliver ikke delt, frustrationer bliver ikke luftet. Smerter bliver dækket til. Vi ofrer sandheden på fredens og den behagelige sociale omgangs alter. Og dette fører os ind i liv med stille desperation og ensomhed-i-mængden som så mange oplever. Alligevel har vi i Kristus “sandheden”. Og forsøger at leve den. Hvad betyder dette?

Udtrykket “sandheden” bruges i Skriften som en opsummering af det Gudsnære liv; fordi at kun sige sandheden og at være ærlig overfor sig selv og Gud, det er essensen af det liv som Gud vil. Jeg vil gerne demonstrere dette; fordi alt for ofte er det blevet antaget, at fordi vi kender og tror sande udsagn om evangeliet, så er vi automatisk ‘af sandheden’. Den følgende passage gør det fuldstændigt klart at “sandheden” ikke så meget henviser til intellektuel renhed i forståelse som til et retskaffent liv. Hvis en eller anden forstår et spørgsmål om bibelfortolkning anderledes end vi gør, f. eks. over vedrørende profetier, betyder dette ikke at de har ‘forladt sandheden’. Alligevel hvis vi [f. eks.] lyver, så har vi ‘forladt sandheden’ selvom vi har en korrekt forståelse af evangeliets doktrin:

Syndere forlader sandheden (2 Tim. 4:4; Tit. 1:14). De er uden sandheden (1 Tim. 6:5). Gud har afsløret sandheden, ja, har endda sendt sin Søn for at udleve den og deklarere den, men syndige mennesker har nægtet at lytte.

Dansk har ikke verbet “at sandhede”, men Paul bruger ofte et sådant græsk verbum når han opfordrer efeserne til at “‘sandhede’ i kærlighed”, at de skal vokse i Kristus i alle sager (Ef. 4:15). Vi forstår måske dette som at “tale sandheden med kærlighed”, men mere sandsynligt er, at vi burde se sandheden som en egenskab ved handling såvel som ved tale. Paul ønsker at hans omvendte lever sandheden lige så vel som taler den. Rigtig åndelig vækst er kun muligt med en livsstil der ‘sandheder den’.

- Paul beder korinterne om at overholde festen “med det usyrede brød i oprigtighed og sandhed”, hvilket han modsætter med “ondsindethed og ondt” (1 Kor. 5:8). Sandhed holdes op imod ondt- ikke imod forkerte fortolkninger af bibelske passager.

I Sl. 15:2 bliver retskafne gerninger sammenlignet med at tale den sandhed der er i vores hjerter.

- Sl. 69:13; 117:2 bruger “sandheden” som henvisning til Guds nåde og frelse. At vise nåde og frelse til andre er, at være ‘sand’ i bibelens betydning.

I Jer. 5:1 bliver enhver der “søger sandheden” tilgivet- derfor søg anger og tilgivelse. Dette er hvad sandheden drejer sig om i denne betydning. Det er ikke kun dem som søger efter en korrekt forståelse af bibelvers som bliver tilgivet.

I Jer. 9:3, at være “tapper for sandheden” er at ikke lyve og bedrage vores brødre; det henviser ikke til at være krakilsk med andre omkring deres fortolkning af Skriften. Det er en tragedie at sådanne individer bliver fremhævet af nogle som “tapre for sandheden”- men det er bare slet ikke Jeremias sammenhæng.

Det sande liv

Alligevel er “sandheden” klart relateret til evangeliet. Det betyder, selvfølgeligt, afgørende hvad vi tror. Paul snakker om “evangeliets sande ord” (Kol. 1:5) og også om “evangeliets sandhed” (Gal. 2:5). Han henviser til “sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse” (Ef. 1:13). Det er ganske bibelsk, at vi henviser til vores tro som “sandheden”. Men sandheden er simpelthen en måde at beskrive eller opsummere den form for liv som sandhedens doktriner bør frembringe i os. På denne måde er “det nye menneske...skabt i sandhedens retfærdighed og fromhed” (Ef. 4:24). Vi adlyder sandheden i uforstilt kærlighed til vores brødre (1 Pet. 1:22), ikke blot ved det intellektuelle samtykke ved et interview før dåben; vi ‘gør sandheden’ i at elske vor broder (1 Joh. 1:6); hvis sandheden er i os så går vi med den (3 Joh. 3). Vi skal gå oprejst i henhold til evangeliets sandhed. (Gal. 2:14); sandheden er en oprejst gang. Sandheden i de doktriner vi tror på, har til hensigt at skabe en sandfærdig levemåde. Derfor siger Ef. 4:17-21 at leve et forfængeligt, grådigt liv er at være ulydig imod den sandhed som er i Jesus. Og 2 Thess. 2:12 lærer os, at ikke tro på sandheden er, at få nydelse af uretskaffenhed. Der er en moralsk forbindelse mellem enhver falskhed og et ikke-åndeligt liv. Derfor er anger en anerkendelse af sandheden (2 Tim. 2:25). En person kan lære sig Guds sandhed i teorien men aldrig nogensinde anerkende den- f. eks. ved at angre og leve sandhedens liv (2 Tim. 3:7), f. eks. ved at være gennemsigtig foran Gud og brutalt ærlig med sig selv.

Kristus sandhed

I Joh. 18:37 fortæller Jesus Pilates, i sammenhæng med hans snarlige død, at Han kom ind i denne verden for at vidne om sandheden- at korset var det endegyldige vidne og den endegyldige udstilling af sandheden. Der blev ikke prædiket doktrin der, men snarere den levemåde som disse doktriner ultimativt ville føre til. Gal. 3:1 protesterer imod galatianerne, at de ikke adlød sandheden når den korsfæstede Kristus var blevet vist så tydeligt for dem; Paul så klart lydighed overfor sandheden som lydighed overfor implikationerne af korset. Der er en stærk parallel i Gal. 4:16: Jeg er din fjende fordi jeg fortæller dig sandheden... I er fjender af Kristu kors. Dermed bliver der lavet en parallel mellem korset og sandheden. Vi bliver helliget af sandheden (Joh. 17:19); men vores helligelse sker igennem rensning med Herrens blod. Det samme ord bliver brugt om vores helligelse igennem det blod (Heb. 9:13; 10:29; 13:12). Måske dette er hvorfor Dan. 8:11, 12 ser ud til at beskrive alteret som “sandheden”. Jesu kors er den ultimative sandhed. Der ser vi hvad menneskeheden virkeligt er; der ser vi de virkelige følger af synd. Og, især, der ser vi den vidunderlige virkelighed, at et menneske med vores natur overvandt synd, og igennem Hans offer kan vi virkeligt blive tilgivet den usandhed der er i al vores synd; og dermed have et virkeligt, konkret, endeligt håb om det evige liv.

Jesus fortalte sandheden til denne verden i den forstand, at Han var uden synd (Joh. 8:47). På samme hvis siges det i Joh. 17:19 at Han siger at han helliggør sig selv således at “sandheden”, altså Hans perfekte liv og død, kan helliggøre os. Dette var Hans beretning af sandheden til mennesket. Ved at fortsætte i Jesu ord vil vi kende sandheden (Joh. 8:31,32)- ikke så meget for at vi skal opnå større kendskabet til doktrinet, men for at vores liv skal afspejle vores kendskab til Jesus som er “sandheden”. Sandheden frigør os; Sønnen frigør os (Joh. 8:32,36). “Sandheden” er derfor et navn for Jesus. Større akademisk kendskab kan ikke i sig selv frigøre nogen som helst fra synd; men den levende tilstedeværelse og eksempel og livsånd af et andet menneske kan, og gør. Og derfor er vejen, sandheden og livet alle paralleler i Joh. 14:6- sandhed er en levemåde; “sandheden er i Jesus” (Ef. 4:21). Det åndelige liv i Kristus frigør os fra synden (Rom. 8:2); men Gal. 5:1 siger simpelthen at “Kristus” har frigjort [det samme græske udtryk] os fra synd. Mennesket Kristus Jesus er Hans “livsånd”; mennesket og hans levemåde var i perfekt overensstemmelse. Det var de altid; fordi med Ham blev ordet levende. Der var ‘sandhed’ i selve Hans person, idet at Guds sandhedsprincipper kom perfekt og fuldstændigt til live i Hans person og væsen.

Selvtale

Så hvad betyder alt dette i praksis? Vi taler alle med os selv. Der er en vedvarende strøm af selvtale inden i os, hvad enten vi stille former ordene med munden eller ej. Nogle folk gennemgår en strøm af selvtale der gradvist nedbryder deres selvværd dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned, år efter år. Andre har vrede tanker og onde fantasier imod det onde som de forestiller sig at andre gør. Andre igen har rendyrkede tanker om forfængelighed, om storslåethed, om begær, om forskellige fantasier...og disse påvirker i sidste ende alle vores ord, handlinger og ambitioner. Fra hjertes rigdom taler munden. Så “Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet” (Ordsp. 4:23). Dette er grunden til at vi bliver bedt om at sige sandheden i vores hjerter . David har bestemt vores selvtale i sin bevidsthed. Vores selvtale er ofte usand, fantasi, forestillinger. Vær forsigtig, virkeligt forsigtig, med de private samtaler du har med dig selv. Vær sikker på at alt hvad du siger til dig selv, selv når det ikke er om åndelige ting, i det mindste er sandfærdigt. Dette er hvor det store emne sandhed starter og slutter. Ideelt handler vores selvtale om Jesus, Faderen eller ting fra Hans rige. Eller hvad som helst som er retfærdigt, sandt eller godt. Vores selvtale er klart kædet sammen med hvad Skriften ville kalde djævlen- den evige kilde til forkerte forslag og uåndelige perspektiver som ser ud til at boble op hele tiden indeni os. Djævlen- den bibelske djævel- er “løgnens fader” (Joh. 8:44). Og usandhed ser ud til at begynde med vores egen selvtale. Og det bliver sammenlignet med en brølende, farlig løve; en listig slange. Og den er der, indeni hver af os. At beherske sin selvtale er udslagsgivende. Og den bibelske anvisning er at sikre, at den er sandfærdig; fordi mangel på sandfærdighed er alle synders rod. Synd bliver normalt ikke begået af troende som en bevidst handling, men snarere som en komplex process af selv-retfærdiggørelse; som vi, når vi angrer, genkender som ren sofisteri af vores egen selvtale. Dette er årsagen til at sandfærdighed er essensen af det åndelige liv. At nægte at nogensinde være usandfærdig er at benægte at nogensinde synde. Vi har alle dette problem. Det er hvorfor Jesus påstand, at Han var “sandheden”, er ensbetydende med at sige at Han var uden synd. Kun på denne måde er Han dermed vejen til evigt liv.


previous chapter previous page table of contents next page next chapter